Før 1960 bliver børn med spastiske lammelser oftest gemt væk på åndssvageinstitutioner, men overlæge Preben Plum revolutionerer holdningen til børnenes fysiske defekter og ønsker at give børnene mulighed for at fungere "normalt" i samfundet. Plum beslutter sig for at prøve at normalisere børnenes skæve lemmer med skinner, der tvinger lemmerne ind i en "normal" form. Det er naturligvis ekstremt smertefuldt, og det følges op med kirurgiske indgreb og operationer, som virker traumatiserende for mange af børnene. På dette tidspunkt er overlægen imidlertid en uimodsagt autoritet, og pensioneret sygeplejerske Else Nielsen fortæller, hvordan hun først efter 8-10 års virke begyndte at tvivle på, at det kunne være godt for børnene også at blive holdt adskilt fra forældrenes kærlighed, når de i den bedste mening skulle isoleres og underlægges hospitalets strenge regimente. Nogle børn skreg og græd, mens andre resignerede og bare sad og rokkede frem og tilbage dagen lang. Lars Bremer er et af disse børn, og han besøger i udsendelsen for første gang igen hospitalsstuerne, hvor han blev udsat for disse psykiske og fysiske overgreb, der gav ham dødsangst. Nøgleordene var ro, renlighed og regelmæssighed, men den autoritetstro, som prægede tiden, bliver i 1970'erne afløst af en ny holdning. Forældrene insisterer nu bl.a. på at være indlagt sammen med deres børn ved operative indgreb, og i dag er mange forældre via nettet så velinformerede om deres barns specielle sygdom, at behandlingen vælges i samråd med lægen, der ikke bare kan bestemme egenhændigt.