Herlufsholms hemmeligheder
TV2
Dan. dokumentar fra 2022 Herlufsholm har i årtier stået som et ikon i Danmark. Nu fortæller en række tidligere elever, at der i årevis har været en voldelig kultur med krænkelser og grov mobning. TV 2 Dokumentar kan afsløre, at rektor og ledelsen har kendt til sager så sent som fra dette skoleår.
Tema
Tv-dokumentarer, der optog danskerne
Serie
TV2 Dokumentar
Log ind og få adgang
Du skal logge ind med Unilogin eller WAYF - så kan du låne materialt"Herlufsholms hemmeligheder" skabte enorm debat, da den blev vist på nationalt TV, og den er dermed et godt eksempel på, hvor magtfuld en genre dokumentaren kan være. Der er udarbejdet et kapitelsæt til udsendelsen, hvor elever fra 7.-10. klasse får mulighed for at undersøge dokumentarens form og indhold. Der stilles fx skarpt på anslaget, fortælleformerne, skolens sadistiske kultur, brugen af kildetyper samt de ændringer på skolen, dokumentaren førte til.
Det vil også være oplagt at sammenligne dokumentaren med serien "Herlufsholm for livet", som er en tidligere dokumentar, der skildrer kostskolelivet noget anderledes. Eleverne kan helt konkret se afsnit 7 i nævnte serie (se link herover) og sammenligne, hvordan præfekt-ordningen skildres i de to dokumentarer. Sammenligningen kan blandt andet lede frem til en kritisk diskussion af begreber som "objektivitet" og "neutralitet" i levende fagtekster.
Afslutningsvist er det også en mulighed at dykke ned i en af de opinionstekster, der fulgte i kølvandet på lanceringen af "Herlufsholms hemmeligheder" (find en konkret leder fra Nordjyske herunder). Her blev der fx spurgt kritisk til, hvorfor en sag om vold og overgreb på de riges børn får langt større mediebevågenhed og politiske kommentarer - end samme typer sager blandt underklassens børn på fx Havregården og Gravenshoved Kostskole tidligere har fået.
Herlufsholms hemmeligheder
Hent PDF med kapitelmærkning
00:00:14
Undersøg dokumentarens anslag ved at arbejde med følgende: Lav en liste over de konkrete scener, vi ser på billedsiden. Hvilke konkrete informationer giver fortællerstemmen os? Diskuter på baggrund af jeres undersøgelse hvilket formål, dokumentaren har? (at underholde, at undersøge, at afsløre, at informere, at skabe debat, at sætte fokus på samfundsrelevante tendenser, at lade nøglepersoner komme til orde).
00:03:26
Mange tidligere elever på Herlufsholm vil gerne være anonyme i forhold til at fortælle om deres oplevelser på skolen, og derfor får de deres stemme forvrænget. De siger, de er bange for konsekvenserne af at blive genkendt af andre elever. Hvilke konsekvenser forestiller I jer, der kunne være tale om? Kan I forstå deres bekymring?
00:08:02
Hvad betyder det, at der er en "sadistisk kultur" på skolen? Prøv at beskrive ordet sadisme med jeres egne ord. På hvilken måde er legen "Hvem vil være millionær" udtryk for en sadistisk kultur? Hvem er typisk sadisterne, og hvem er ofrene?
00:11:25
En dokumentar kan gøre brug af flere forskellige slags fortælleformer A) Arkivmateriale B) Rekonstruktion C) Interview D) Reportage E) Voice-over. Hvilke slags fortælleformer har I lagt mærke til - og hvilken effekt har de forskellige fortælleformer?
00:13:32
I 2004 skriver en tidligere elev en kronik i Information, hvor han beskriver det straffesystem, de ældre elever på skolen står for at administrere. Hvorfor - tror I - at dette opråb går ubemærket hen? Hvorfor fører det mon ikke til krise, undersøgelser og forandringer?
00:15:31
Ledelsen mener, at der altid vil opstå uheldige sager, når mennesker bor tæt sammen. Andre er helt uenige og mener, at skoleledelsen svigter. Hvad beskyldes ledelsen konkret for? Hvad skulle de have gjort? Hvad er Peters forklaring på, at ledelsen ikke reagerer?
00:25:21
Hvad tænker I om traditionen "Pøkampen"? Hvad tænker I om rektors udtalelser om "Pøkampen"? Har I selv traditioner på jeres skole eller i forbindelse med jeres fritidsinteresser, som ind i mellem går over gevind? I givet fald: Hvorfor udvikler de traditioner sig?
00:31:21
Dokumentaren benytter sig af 3 forskellige slags kilder: Erfaringskilder, ekspertkilder og partskilder. Lav en liste over, hvem der hører til i de tre forskellige kategorier. Diskutér med hinanden, hvorfor det er vigtigt at have alle tre kildetyper med i en dokumentar. Forhold jer også kritisk til, om der er mennesker/kilder, vi ikke hører fra/om?
00:41:19
Denne dokumentar skabte enorm debat, da den blev vist på nationalt TV. Den er et godt eksempel på, hvor magtfuld en genre dokumentaren kan være. Undersøg hvilke konkrete konsekvenser, dokumentaren har haft for skolen. Hvilke tiltag og ændringer er der sket siden?
-
Dansk
-
Fortolkning
-
Temaer
-
-
Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
-
Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
-
Rikke Dyrberg