Min barndom i helvede
DR1

Lisbeth Zornig Andersen fortæller i dokumentaren om sin opvækst i et misbrugsmiljø præget af vold og seksuelle overgreb fra stedfaren. Hun er mønsterbryder og er i dag formand for Børnerådet, men hendes tre storebrødre, som i barndommen længe kunne beskytte hende, er selv endt som misbrugere og sociale tabere. Lisbeth Zornig konfronterer sin fortids bødler og konstaterer: "...man venter et uhyre, og så finder man et ynkeligt, lille menneske". Hendes forældre bliver hurtigt skilt, men selv om den biologiske far kan se, at hans fire børn vantrives hos moren, vælger han at forholde sig passiv. Moren og stedfaren lever et misbrugsliv, hvor ekstrem vold, alkoholisme og uhæmmet sex er hverdagsingredienser. Børnene prøver at beskytte moren mod stedfarens tæv, men moren er selv med til på et værtshus at brænde den 7-årige Lisbeth med cigaretter. En rar familie tager sig af Lisbeth et halvt år, inden moren forlanger, at "møgungen" flytter hjem igen; muligvis for at skaffe moren flere børnepenge. Først da Lisbeth er 12 år, får en lærer hende anbragt på et lokalt børnehjem, som dog også lukker øjnene for årsagerne til Lisbeths adfærdsproblemer. Det varer endnu et par år, før hun finder en pædagog, som er lydhør og frelser hende. Zornig er trist over at se, hvorledes hendes mor, far og stedfar endnu i dag forsøger at skyde skylden på hinanden og at bagatellisere overgrebene. I misbrugsmiljøer mangler der værdier og rammer, og alt kan undskyldes med fuldskab. "Vi må bare tage det, som det er nu", konkluderer moren typisk efter at have indrømmet sit svigt.