Deadline 2. sektion
Selvrealiseringens svøbe
DR2

Professor i psykologi, Svend Brinkmann, ser kritisk på nutidens krav om selvrealisering. Efter 68-oprøret og den generelle velfærdsstigning bliver selvrealisering for alvor en folkesport, men i dag mener psykologerne ikke længere, at der er en unik indre kerne, som den enkelte skal grave frem. Lykken er nok snarere at realisere det almene ved at kunne give og dele, og ved at kunne knytte sit kreative potentiale til et større netværk af familie, venner, arbejdskolleger eller samfundet som sådan. Det fungerer tilsyneladende fint for den kreative klasse, som legende fører sig frem i medier og kultur, men for mange "almindelige" mennesker bliver det en svøbe. Lige fra folkeskolen er vi "idømt personlig udvikling", og der stilles krav om livslang læring, omstillingsparathed, fleksibilitet, kreativitet osv. Det forårsager stress hos mange, og 400.000 danskere er på antidepressiv medicin, fordi de fx føler sig udbrændte og egentlig har brug for et pusterum. Samfundsdiskursen kræver imidlertid, at vi i den globale konkurrences hellige navn yder vores maksimale, og samfundskritik er afløst af individuel selvkritik. Derfor går mange syge og stressede på arbejde, så de ikke ender blandt de tabere, der helt har givet op. Brinkmann mener ikke, at mere medicin er løsningen på problemer, der i realiteten ikke bare er psykologiske, men sociologiske og samfundsmæssige. Kan det være rigtigt, at erhvervslivet og samfundet kan kræve, at den enkelte omstillingsparat skal stille sin inderste personlighed til rådighed for sin arbejdsplads, sin skolegang, det danske samfund osv.?