Store danskere
Leif Panduro
DR2

Forfatteren Leif Panduro (1923-1977) har en sindssyg mor og en nazistisk far, der forlader ham. Han vokser op hos sin strenge morbror, og siden kommer han på kostskole, hvor han lærer at skjule sin indre angst og utryghed bag en smilende maske. Den hårde opvækst gør ham til en skarp iagttager af mennesker, og det er en evne han bruger flittigt, både når han skriver sine populære romaner og ikke mindst de TV-spil, der lægger gaderne øde i 1960'erne og 1970'erne. Han er modstandsmand, mens han uddanner sig til tandlæge i 1940'erne, og han får arbejde i Esbjerg og finder tryghed i ægteskabet med Esther og samværet med deres to sønner. Inspireret af Hans Kirk, som Panduro mødte som barn, skriver han i sin fritid debutromanen "Av min guldtand" (1957) og "Rend mig i traditionerne" (1958). De gør ham til en ny litterær stjerne, der rammer tidens sprog og puls. Han opgiver tandlægefaget og flytter familien til København for at ernære sig som forfatter. I en tid hvor velfærden vokser med eksplosiv hast, undrer Panduro sig i sine værker over, hvorfor danskernes tilfredshed ikke vokser tilsvarende. Han er selv i psykoanalyse hele livet og bruger disse erfaringer i sin litteratur, fx angsten for døden og andre ikke kalkulerbare risici i velfærdssamfundet. Panduros tv-spil har succes hos både de intellektuelle og i den brede befolkning, men han er måske endnu mere elsket for sine tv-krimier og humoristiske serier som fx "Huset på Christianshavn". Han føler angst ved at skulle leve op til sin egen succes, men dør på toppen af sin karriere af et hjertestop, 53 år gammel.