Bahs og Ballings serie af Olsenbanden-film blev en del af en ny bølge af folkekomedier, efter nogle folkekomediemagre 60´ere. Folkekomedien er en genre, der kan trække tråde helt tilbage til Hostrups komedier, og den har aldrig ligefrem været berømmet for sine litterære kvaliteter, men har dog oftest appelleret til et stort - folkeligt - publikum. Filmene om Olsenbanden er ingen undtagelse. Og alene filmenes udbredelse og stadige appel til publikum, gør dem til relevante objekter for en nærmere undersøgelse.
I dansk og mediefag vil filmene fx kunne analyseres ud fra et genre-perspektiv: Hvilke karakteristika er typisk for genren? Hvad kendetegner fortællingen? Er der nationale træk, der fremhæves/bearbejdes? Etc. Klassiske analytiske greb som "beretter-modellen" og "aktantmodellen" kan med fordel lægges ned over filmen, og give et overblik over handlingen og de væsentligste personer og deres indbyrdes relationer. Man kan yderligere tone arbejdet i filmdramaturgisk retning ved også at inddrage andre analysemodeller som: kontraktmodellen og tre-akter-modellen (se link med supplerende læsning).
Olsenbanden ser rødt lægger bl.a. op til også at arbejde med begreberne kliche og karikatur. I filmen optræder der en perlerække: den derangerede adelsmand, den forfængelig kok, de ubetinget loyale tjenestefolk, den bondesnu jyde, mænd og kvinder i fri karikatur, det ineffektive politi, den selvglade dirigent, den virkelighedsfjerne psykolog etc. Alle figurer, der fremtræder grinagtige, men hvordan opstår det humoristiske? Og hvad siger den form for humor om vores tilgang til os selv?

• Dansk
  • Fortolkning
    • Andre æstetiske tekster/multimodale
      • Spillefilm